Sådan møder du din teenager med autisme – en håndbog til forældre er skrevet af psykolog og forfatter Juana Jeppesen. Med denne bog får du den nødvendige viden til at møde og forstå din teenager med autisme.
I puberteten aktiveres der evolutionært kodede udviklingspsykologiske dynamikker, der påvirker alle teenagere på et ubevidst plan – blandt andet impulsen til at søge ud i verden og væk fra sin trygge base. For autistiske unge bliver denne periode af flere grunde særlig sårbar.
Sådan møder du din teenager med autisme hjælper dels forældre med bedre at kunne forstå deres teenagers adfærd og reaktioner samt med bedre at fastholde positiv kommunikation og samspil i en periode, der i forvejen er udfordrende for den unge.
Bogen har ligeledes det sigte, at give dig en oplevelse af at få viden og indsigt i noget meget komplekst og svært tilgængeligt inden for neuropsykologisk viden – her beskrevet på en måde, der opleves som let at forstå, og som let at implementere i en families hverdag.
En fagbog med relevans for alle
Stadig flere unge får en autismediagnose, men det psykiatriske system er presset, og meget af den eksisterende vejledning om strategier til autisme mangler konkrete forklaringer og praktiske eksempler – og netop her kommer Sådan møder du din teenager med autisme ind i billedet.
Det kræver ingen faglig uddannelse at praktisere de udviklingsstøttende metoder og strategier i bogen – alt du skal bruge er nysgerrighed, tålmodighed og masser af kærlighed. Med denne kombination kan du give din teenager de bedste forudsætninger for at udvikle kompetencer, håb og drømme igennem livet.
Selvom bogen primært er skrevet til forældre til autistiske unge, så vil fagfolk og forældre til neurotypiske teenagere også kunne finde inspiration og nyttig viden.
Et bud på en tilgang
Bogens måde at forklare og forstå mennesker med autisme på skal læses som et bud på en tilgang, der først og fremmest hjælper forældre til at få øje på mennesket bag autismen – dermed ikke sagt at autismen ikke betyder noget. Den har indflydelse på og påvirker mange aspekter af personens udvikling, hvorfor den selvfølgelig skal medregnes. Men når vi skal forsøge at forstå teenageren med autisme, så er det vigtigt, at vi først får afdækket hvilke menneskelige behov, der ligger til grund for vedkommendes reaktion og adfærd.
Lidt om Juana Jeppesen:
Juana Jeppesen er uddannet cand.psych.aut. med egen praksis, og hun har arbejdet inden for autismeområdet i 23 år. I 2024 udgav hun Sådan møder du dit barn med autisme, som handlede om udviklingsstøttende samspil mellem voksne og børn med autisme med udgangspunkt i hverdagsaktivitet, leg og nysgerrig udforskning. Se også den tilhørende dag– og logbog. Eller det samlede tilbud på alle tre bøger her.
Med Sådan møder du din teenager med autisme er hun gået et alderstrin op. Bogen skiller sig ud fra øvrig litteratur på området ved at kombinere udviklings-, evolutions- og neuropsykologisk teori med specialiseret viden om autisme – alt sammen baseret på Jeppesens mangeårige erfaring med klinisk praksis og bredt samarbejde med kommuner og netværk.








Dansk Bibliotekscenter (DBC) (verified owner) –
En inspirerende bog om, hvordan man møder unge med autisme, med særligt fokus på teenageårene og de udfordringer, der kendetegner denne periode (…) Autisme kan være komplekst og svært tilgængeligt at læse om, især og ofte pga. de tunge fagtermer og indviklede beskrivelser. Forfatteren formår elegant at omsætte emnet, så det er letforståeligt og håndgribeligt. Ydermere viser bogens gode eksempler og situationer en vej til, hvordan man kan praktisere de anbefalede strategier i mødet med teenageren med autisme.