Allan Kolstrups Cameleotto: Havens konge er en rørende børnebog, der kalder på såvel smil som tårer. Bogen formidler mangfoldighed, venskab, kærlighed og hjælpsomhed mellem havens fugle, men også uvenskab og mobning trives i bedste velgående.
Cameleotto og Cameleone, to kærlige solsorte, er kærester. De har hjemme i en dejlig have, hvor græsplænen ofte flyder med lækre æbler. Og hvor mange af deres venner kommer på besøg. Ikke mindst Aksel, en fræk og livlig gråspurv. En dag slår han sig pludselig ned ved siden af Cameleotto, før han hopper rundt i haven og pipper helt vildt.
”Hvad er der dog sket, Aksel?” pipper Cameleotto.
”Jo, nu skal I bare høre. Luna og jeg fløj rundt her i kvarteret. Og da vi sidder og sludrer i Lissi Olsens pæretræ, kan vi tydeligt høre konen larme. I virkeligheden synger hun mega højt. Pludselig ser jeg, at et lille vindue står åbent.”
”Ej, hvor spændende!” udbryder Cameleone.
”Jeg beslutter mig for at hoppe ind ad vinduet til badeværelset. Og her står Lissi Olsen, en ældre omfangsrig dame, helt nøgen…”
Lidt om Allan Kolstrup:
Allan Kolstrup er uddannet lærer og skolebibliotekar. Han har været formand for Danmarks Dramalærerforening og har i denne forenings regi afholdt flere kurser på bl.a. amtscentraler og lærerhøjskole. Derudover er han også tovholder for Dansk Forfatterforening i Aarhus. I 1980’erne lavede Kolstrup to børneprogrammer for DR under titlen ”Spøgelser rundt på Djurslands slotte og herregårde”, og siden da har han skrevet adskillige børne- og ungdomsbøger, undervisningsmateriale og artikler samt været med til at oversætte en større engelsk bog om dramapædagogik. Desuden har han skrevet og indtalt historier inden for eventyrgenren med henblik på leg og bevægelse i indskolingen. Senest har Kolstrup skrevet Cameleotto, som er inspireret af, at hans baghave i mange år har fået besøg af solsorten Cameleotto – eller ”Havens konge”, som familien også kalder ham.








Julia Amnitzbøll Andersen (@eventyrdromme) –
“Cameleotto” er en sød kapitelbog til de mindste, som kommer omkring små og store ting uden på noget tidspunkt at blive for meget for målgruppen. Samtidig er der episoder i bogen, som giver de voksne et smil på læben. Det er en sød og sjov bog, som dog alligevel kommer omkring nogle af livets barske realiteter.
Det er en rigtig fin børnebog til de mindste med en lidt længere handling. Fortællingen rummer forskellige stemninger og man kommer igennem hele følelsesregisteret helt fra sorg til glæde. Det er en fortælling om venskab, kærlighed og hjælpsomhed.
karrieren.nu –
”Cameleotto” er en charmerende børnebog, der tager os med helt ned i græsset og op i trækronerne – ind i solsortens verden. Vi følger havens konge, solsorten Cameleotto, på hans små og store eventyr. Fortællingen er skrevet fra fuglens perspektiv, hvilket giver børn et unikt indblik i, hvordan haven kan opleves gennem dyrenes øjne.
Bogen rummer både varme og humor. Vi møder solsortens venner, ser hvordan han finder kærligheden, og oplever hvordan han hjælper andre dyr – blandt andet pindsvinet, der dukker op i haven. Der er også møder med fjender, som kræver mod og snilde, og hyggelige episoder, hvor solsorten og hans fuglevenner betragter menneskene.
Nogle af højdepunkterne er, når Cameleotto sammen med sin familie drager afsted, men stadig bevarer forbindelsen til både haven og menneskene, han kender.
Forfatteren skriver på en måde, der gør naturens små dramaer og glæder levende for børn. Teksten indbyder til både oplæsning og samtale, mens de farverige illustrationer understøtter stemningen og gør det nemt at forestille sig de mange episoder i haven.
“Cameleotto” er en bog, der kombinerer underholdning med et blik for naturen og fællesskabet i haven. Den er oplagt til børn, der er nysgerrige på dyr og natur – og til voksne, der gerne vil dele en hyggelig og lærerig læsestund med dem.
Henriette Wagner (@wagners_bogunivers) –
”Cameleotto” er en hyggelig børnebog set fra solsortenes side. Den fortæller omkring den venlige Cameleotto og hans færd rundt i haverne. Man kommer ind på både venlighed, kærlighed, hjælpsomhed og ikke mindst venskaber. Derudover berører man også kort de mindre positive områder som blandt andet mobning. Allan Kolstrup skriver hyggeligt, og den er bestemt egnet for børn.
Janni (@boernereolen) –
Der er lidt for voksne og for børn. Hvert kapitel har en ny historie med Cameleotto. De små vil synes det er sjovt, når fuglene går til angreb og skider på jægerne eller en fugl, der sidder fast mellem en kvindes bryster. Historierne fik mig til at tænke på børnetimen “Dyrene i Lilleskoven”, som jeg var meget glad for, da jeg var barn. En sød historie om venskab, kærlighed og hjælpsomhed i fugle-skikkelser.