Susanne Højstings Mobbe-Detektiven Lykke på Balletskolen er en spændingsfyldt bog til børn i alderen 9-13. Her følger vi den unge ballerina, Lykke, som en dag får sin største drøm opfyldt, idet hun bliver optaget på Balletskolen – men hendes tid på den konkurrenceprægede eliteskole bliver langt fra en dans på roser.
Hvem sender lede sms’er til Lykke? Hvem lægger en hundelort foran hendes hoveddør? Og hvem smider hendes tåspidssko i wc’et? Hvordan kan Lykke stoppe mobberen?
Lykke har store forventninger, da hun får besked om, at hendes drøm er gået i opfyldelse: Hun har bestået optagelsesprøven og er kommet ind på Balletskolen på Det Store Teater. Men snart viser den magiske verden sig mest som et mareridt fyldt med rivalisering og misundelse.
Mobningen af Lykke er voldsom, og den bliver kun værre, da hun får hovedrollen i ”Prinsessens Sko” – en nyfortolkning af Askepot. Men ikke alt er negativt, for på Balletskolen oplever Lykke også stor danseglæde, spirende forelskelse, venskaber, viljestyrke, retfærdighedssans og hjælpsomhed.
Sidst, men ikke mindst, så kan Lykke altid regne med sin nabo og bedste veninde, Bolette, fra den gamle skole. Sammen udtænker de en plan, som forvandler den søde Lykke til en modig detektiv. Nu er det tid til at afsløre mobberen én gang for alle.
Lidt om Susanne Højsting:
Forfatteren bag værket, Susanne Højsting, har i 25 år arbejdet som skolelærer på Læseskolen ved Det Kongelige Teaters Balletskole. Mobbe-Detektiven Lykke udspiller sig på en fiktiv balletskole, der minder meget om Den Kgl. Balletskole, som hun efterhånden kender så godt.
Eliteskolen har i flere år været under kritisk behandling i en lang række artikler og været udsat for en del polemik i blandt andet Politiken – med Mobbe-Detektiven Lykke giver Susanne Højsting os nu indblik i den på én gang giftige og eventyrlige verden, der hersker bag lukkede døre.








Dansk Bibliotekscenter (DBC) –
Tætskrevet, dialogfyldt og spændende roman om at konfrontere dem, der mobber. For alle mellem 9 og 13 år.