Serien Shamanens hemmelighed er en historisk fantasy-trilogi af Kristine Camille Sommer, der foregår 4500 år fvt. i den danske stenalder. Seriens tre bind består af Shamanens hemmelighed, Ravnens fjer og Hævnen fra Skyggeriget. Arkæolog Andreas Wadskjær, der har speciale i stenalderen, har været konsulent på bøgerne og hjulpet med at få detaljerne så præcise som muligt.
Bind I: Shamanens hemmelighed
Om få dage afholdes årets største forårsfest med ritualer, ofringer og sanseløs fest under fuldmånens første stråler.
Andrak har levet hele sit liv isoleret som nomade med sin mor, der er shaman.
Nu er de på vej til festpladsen, og hans egen indvielse som shaman kommer nærmere. Det er hans skæbne.
Men Andrak bærer på en stor hemmelighed. Og inderst inde drømmer han om at leve et helt almindeligt liv på en af de mange bopladser. Et liv med familier, mandefællesskaber – og piger.
Da fremmede begynder at hærge og plyndre bopladser i deres område, må Andrak og hans mor flygte. Det vender op og ned på deres liv, og pludselig får Andrak helt nye muligheder. Hvis han kan skjule sin hemmelighed…
Bind II: Ravnens fjer
Shamanens søn Andrak har startet et nyt liv med Milika. Hun bliver gravid og alt skulle være godt nu. Men skyggerne fra Andraks fortid vil ikke lade ham få fred og suger hans kræfter. En mystisk ravn begynder at følge ham, og Andrak samler en fjer op i håbet om at få noget af dens kraft.
Sådan går det ikke. I stedet må Milika finde styrke for dem begge to, da de igen bliver tvunget til at flygte, nu med to små børn. De mystiske fremmede, der overfalder og hærger bopladser, tvinger Andrak og Milika til at vende tilbage til Helligpladsen med Yogil og Silikan. Det sted Andrak havde svoret, han aldrig ville vende tilbage til igen…
Bind III: Hævnen fra Skyggeriget
Der er sket noget, som ikke måtte ske. Noget mørkt i skyggernes rige har fundet en sprække og tiltvunget sig adgang til de levendes verden. Har det noget med ravnen at gøre? Kan det forklare, hvad der er sket med Andrak? Og hvad foregår der på den gamle helligplads, som alle har glemt?
Milika må begive sig ud på sit livs rejse, men får hjælp undervejs af de underjordiske, der er sendt for at lukke sprækken og genoprette balancen mellem rigerne én gang for alle.
Anmeldelser af serien:
Bindene har fået flotte lektørudtalelser fra Dansk Bibliotekscenter, som bl.a. skriver. ”Spændende og velfortalt historie. Velskrevet og underholdende historisk roman, med et frisk og lettilgængeligt sprog. Bortset fra enkelte fantasy elementer og den nutidige sprogbrug, fornemmes univers realistisk og indlevelsesbart.”
Bind 1 var long-listed til Årets Danske Fantasybog samt Årets Danske Fantasy-Forside 2023.
My Fantasy Bookworld. ”Fantastiske karakterer som jeg nemt kunne forholde mig til. Hele vejen igennem historien havde Andrak en stor plads i mit hjerte…”Læs hele anmeldelsen her.
Seniornews.dk skriver den 15. april 2023 om første bind af Shamanens hemmelighed. ”En fantastisk fortælling sat i den danske stenalder.” Læs omtalen her.
Læserne sagde:
”Virkelig godt skrevet.”
”En bog jeg vil huske i lang tid!”
”Meget spændende.”
”Jeg føler, jeg er med i bogen, når jeg læser om landskabet.”
”Shit, den fanger!”
Lidt om Kristine Camille Sommer
Kristine Camille Sommer er forfatter med en journalistuddannelse i bagagen. For at få stenalderen til at fremstå levende for den moderne læser, er hun gået dybt ind i researchen undervejs. Bl.a. har hun gennemført en to-dages workshop om shamanistiske trommerejser og været fra Lolland til Ertebølle for at se og forstå, hvordan man boede, rejste og spiste dengang.







Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.