Væk mig

(12 kundeanmeldelser)

kr. 300,00

Hardcover | Dansk
Af: Pernille Burgdorf

Væk mig er en en biografisk selvhjælpsbog af Pernille Burgdorf. Denne fortælling tager dig med på en sorgfuld og ubarmhjertig rejse, om en mors værste mareridt. At miste sine børn.

Ja børn, for ikke bare et, men tre børn må hun og hendes mand lægge i graven, inden for blot få år. År som hun ikke blot overlever, men genlever fra de traumatiske fødsler der har sat sine spor. Psykiske, fysiske spor, der udvikler sig til en dannelsesrejse fra at overleve, til at genskabe og rejse sig, i mørket. Det er en fortælling om at følge sin intuition, sit hjerte, finde sit kald og en mening i det meningsløse. For når meningen med livet for mange ligger i at få børn, findes der så nogen mening overhovedet, når man mister sit barn? Det totale kontroltab som mor, som menneske, på kropslig og åndeligt plan. Det er en fortælling om tab af relationer, at miste sig selv, gøre op med sin fortid og nutid for at kunne skabe den fremtid, der for første gang nogensinde, lader forfatteren finde hjem. For hvem er man når ens fundament forsvinder? Hvordan takler man modgang og vender ens livs værste traumer til ens største styrke? Uforudsigelig som livet er, vil skæbnen at det skal tage endnu en drejning og slutningen på rejsen også bliver svaret på, hvorfor?

Omtaler:

I november 2025 bragte Alt for Damerne et portræt af Pernille: ”Noget føltes helt forkert under Pernilles graviditeter, men først da hun havde mistet tre børn, fandt lægerne ud af, hvad der var skyld i hendes tab. Nu bruger Pernille sine erfaringer til at hjælpe andre – for ingen bør opleve hendes smerte og sorg (…) Pernille har fortalt sin historie før, blandt andet i TV2-dokumentaren ‘Pernilles børn dør’ og senest i sin egen bog, ‘Væk mig’, men alligevel påvirker det hende stadig at fortælle om smerten ved at miste tre børn.” Læs hele artiklen her.

I juni 2025 bragte Femina en artikel om Pernille: ”Pernille har mistet tre små sønner under graviditeter. Sorg blandede sig med skam over, at hendes krop ikke virkede. Indtil Pernille som den første i verden deltog i et nyt eksperiment.” Læs hele artiklen her.

I februar 2025 bragte Midtjyllands Avis en artikel om Pernille: ”Til april udgiver Pernille Burgdorf bogen »Væk mig – en mors værste mareridt«, hvor hun fortæller om at føde og miste tre børn inden et tilfældigt møde med en sygeplejerske, førte til at hun blev første patient i et nyt forskningsprojekt.” Læs hele artiklen her.

I juli 2024 interviewede TV2 Østjylland Pernille, hvilket mundede ud i en fin artikel og en dokumentarudsendelse: “Siden hun delte sin historie i TV2 Østjylland, væltede det ind med reaktioner fra fremmede, og Pernille Burgdorf har også stiftet et fællesskab for kvinder, der har mistet et barn under graviditeten eller i forbindelse med fødslen. Hun har også netop skrevet en bog, der udkommer næste år.” Læs hele artiklen her.

I juli 2024 udgav Berlingske en artikel om Pernilles historie: ”Forskere håber at nedbringe graviditetstab og fejlslagen fertilitetsbehandling med ny forskning. Pernille Burgdorf er patient nul. [Hun] mistede tre børn under eller kort efter fødslen. Hun fik først en forklaring, da hun blev patient nul i eksperimentel behandling mod en infektion, som tusindvis af kvinder lider af. Hun fødte senere en sund og rask dreng. Underlivssygdommen kan muligvis være en af nøglerne til at forstå danskernes store fertilitetsproblemer.” Læs hele artiklen her.

I maj 2024 skrev Nyheder.dk en artikel om Pernilles historie: ”I dag tumler Pernille Rud Burgdorf og mandens søn, Erik Mario, glad rundt i huset i Sinding. Men vejen til tilværelsen som forældre har været smertefuld for parret. Nu retter Pernille Rud Burgdorf kritik mod det danske sundhedsvæsen, der i hendes optik ikke er i gear til at håndtere kvindesygdomme, som i værste tilfælde kan betyde forliste graviditeter og spædbørnsdød.” Læs hele indslaget her.

Det amerikanske magasin, Newsweek, bragte en artikel om Pernille: ”Although it was a tense and stressful time, Burgdorf said the pregnancy went “perfectly” and she delivered a healthy baby boy. It has now been 19 months since her “miracle” baby, Erik Mario, was born. “I have no doubt in my mind that it must have been [the transplant,]” Burgdorf said.” Læs hele artiklen her.

I august 2022 bragte JydskeVestkysten en artikel om Pernille og ”Afsnit for Tab” i Aarhus: ”31-årige Pernille Burgdorf har sagt farvel til tre ud af de fire sønner, hun har født. Da hun i 2020 mistede sønnen Pedro i sjette måned, blev hun indlagt på et særligt afsnit for forældre til dødfødte i Aarhus og oplevede, hvor stor en forskel, det gør, når personalet og de fysiske rammer er gearet til at håndtere sorgen.” Læs hele artiklen her.

I august 2022 var Pernille i studiet ved Radio4 for at tale om sit tab og den efterfølgende tid på ”Afsnit for Tab” i Aarhus: ”Enten har vi ligget blandt fødende med skrigende børn og med prustende og stønnende kvinder, eller vi har ligget på gynækologisk klinik helt alene, så det var helt anderledes at være på Afsnit for Tab (…) Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det ville være, hvis vi ikke var kommet derind, da vores verden brød sammen for tredje gang. Jeg ville ønske, vi var kommet derhen første og anden gang også, for det gjorde en kæmpe forskel, at vi kom ind til personale, der vidste, hvad de skulle sige og gøre.” Hør hele samtalen her.

I april 2021 skrev Zetland en artikel om graviditet, der behandlede spørgsmålet om, hvordan vi definerer liv, og hvornår et foster bliver til et barn, med udgangspunkt i Pernilles sag: ”Juraen på området er egentlig helt klar. Mister man et barn før uge 22 i graviditeten, er det en abort eller en senabort. Mister man efter uge 22, er der tale om et dødt barn. Et lillebitte menneske, som får sit eget cpr-nummer og skal begraves, og hvor man som forældre har ret til både sorgorlov og barsel. Før den skæringsdato har man til gengæld ikke de rettigheder. Pernilles søn Noah, der kom til verden i uge 17, fik ikke noget cpr-nummer, og hun måtte lade sig sygemelde fra sit job som stewardesse. De havde ikke pligt til at begrave ham, men han fik også en plads på familiegravstedet på kirkegården.” Læs hele artiklen her.

Lidt om Pernille Burgdorf

Pernille Burgdorf er en gift kvinde på 33 år med to drenge ved sin side og tre i himlen. Hun brænder for at hjælpe andre der mister og skabe flere tiltag for sorgramte. Hun er en udadvendt og smilende person. Lidt et rodehoved med mange kreative projekter, men ikke bange for at hoppe ud på dybt vand. Hun er i kontakt med sig selv, empatisk, reflekterende og elsker at få folk til at grine. Det ved hun dog godt ikke kommer til at ske med hendes nye bog. Forhåbentlig. Men der er da passager med humor undervejs, ellers ville den blive for tung. Hun er ikke i tvivl om, at hun selv kan skabe og gøre meget inden for dette område, for både fagfolk og dem i sorg.

Vægt0,7 kg
Størrelse14,8 × 21 cm
Forfatter

Pernille Burgdorf

Forlag

Wadskjær Forlag

ISBN-nr

9788785341099

Udgave

1. udgave

Sprog

Dansk

Forpremiere

foråret 2025

Omslag

Hardcover/helbind

12 anmeldelser af Væk mig

  1. Midtjyllands Avis

    Til april udgiver Pernille Burgdorf bogen “Væk mig – en mors værste mareridt”, hvor hun fortæller om at føde og miste tre børn inden et tilfældigt møde med en sygeplejerske, førte til at hun blev første patient i et nyt forskningsprojekt.

  2. Bibliotekardragen

    Det er længe siden, jeg har været så berørt af en bog, at jeg måtte lægge den fra mig for at græde. Faktisk har jeg aldrig grædt så meget til en bog – eller et andet medie for den sags skyld – som jeg gjorde med ”Væk mig”. Pernille Burgdorf har skrevet en bog, der er både ubærlig og uundgåelig. Hun deler sin hjerteskærende fortælling om at miste ikke bare ét, men tre børn – og hun gør det med en ærlighed, varme og styrke, som efterlod mig fuldstændig blæst bagover. Jeg føler, jeg har været helt inde i hendes inderste – mærket smerten, sorgen, kontrollen der glipper, men også det stærke og stille håb, som vokser frem igen. Det er ikke bare en velskrevet og vigtig bog. Det er en bog, som burde være pensum for alle, der kender nogen, der har mistet. Og det er vi jo – næsten allesammen.

  3. karrieren.nu

    Denne bog er hudløs ærligt en fortælling om en kvinde og hendes familie – og om det indre liv, der følger med gentagne tab. Hun beskriver oplevelserne med brutal ærlighed, som føles næsten ubærlig. Man kan mærke og forstå dem mens man læser ordene og forestiller sig at stå i hendes situation.

    Bogen giver et unikt indblik i moderen, der føder og vågner op til stilheden. Hun fortæller om det kolde barn, om besøgende, om andres reaktioner – og hvordan de opleves, når hun selv står midt i det ubærlige. Hun står i kontrasten mellem det levende barn og dem, der ikke fik lov at blive, og har svært ved at forstå meningen.

    Spørgsmålene fra omgivelserne – familie, forældre – rammer hårdt. De spørger til bisættelsen, til pasning, til praktiske ting. Hun gengiver ikke bare ordene, men også hvordan de føltes. Hvordan man kan føle sig både usynlig og blottet på samme tid. Barsel uden barn. En sorg, der ikke passer ind nogen steder.

    Bogen er for sundhedsfaglige og andre med interesse for at se ind i den anden side af deres professionelle felt, da bogen giver et dybt personligt indsigt i hvordan hendes verden bryder sammen flere gange indenfor en kort årrække. Samtidigt er det også en bog der kan læses af pårørende der ønsker indsigt i hvordan de kan møde en familie/ mor i sorg over tab.

  4. Susan Mathilde Pedersen (verificeret ejer)

    Pernille Burdorfs bog er dybt rørende og hjerteskærende. Med afsæt i egne erfaringer fortæller hun om den ubærlige sorg ved at miste sine tre små drenge – nu små engle. Det er svært at forestille sig noget mere smertefuldt for forældre.

    Alligevel formår Pernille at sætte ord på sorgen, styrken og den lange vej tilbage til livet. Hendes fortælling er ikke bare en personlig beretning, men også en vigtig kilde til indsigt og forståelse.

    Jeg giver min varmeste anbefaling – ikke kun til dig som privatperson, men i høj grad også til dig, der arbejder som fagperson. Denne bog rummer stor livsvisdom og medmenneskelig dybde.

  5. Kropsterapeut Lene Knight

    Noget af det smukkeste ved at være kropsterapeut er at følge en klients rejse – fra sorg og smerte til håb og livsmod. Det gør indtryk og sætter sig.

    Pernille er én af dem, der har rørt mig dybt. Hun kom til min klinik kort efter at have mistet sit tredje barn ved for tidlig fødsel. En helt ubegribelig smerte som hun har formået at rejse sig fra. Hun spurgte engang, om hun måtte nævne mig i den bog, hun var ved at skrive. Nu er bogen her – og jeg har netop læst den.

    Selvom jeg kender hendes historie, rammer det mig dybt at læse det hele samlet. Og jeg blev helt overvældet over at finde et helt kapitel om vores arbejde sammen. Det er en fortælling om noget som aldrig burde være sket – og samtidig er jeg dybt taknemmelig for at have fået lov at være en del af den.

    Tak for tilliden, Pernille. Tak for din ærlighed. Tak for dit mod.

  6. Tine Nygaard Bjerregaard (@aquarius.capricornus)

    Igen i dag begravede jeg mig lidt og dybt i Pernilles bog.

    Jeg er ikke overrasket og alligevel lidt. For shit hvor hun kan skrive. Man bliver taget med på en fuldstændig vanvittig spændende, sårbar og følelsesmæssig måde en bog aldrig har kunne for mig.

    Jeg genkender ind til videre, alt hvad hun sætter ord på. Nogen ting og følelser går endda først op for mig i det jeg læser Burgdorfs ord om hendes sorger. Men jeg mærker dem. Noget så dybt.

    Hvis du vil lære eller vide hvad det vil sige at miste et barn. Og i dette tilfælde (og mit eget) så ikke blot 1 barn mere flere børn, så få fat i “Væk mig” . Men sørg for at have en pakke og jeg mener en HEL PAKKE klinex med. For uanset om du er fagperson, mor, veninde, eller englemor så bliver du ramt.

    Den er tung. Men ikke tung på den tunge måde. På en konstruktiv og lærerig måde som jeg beundrer helt vildt at Pernille kan få frem. Man mærker så tydeligt at hvert et bogstav er sat med den største kærlighed.

    Jeg er slet ikk færdig med bogen for jeg tager den lidt i bider efter behov og humør. Men gud altså. Waow! Jeg beundre dig helt vildt Pernille. Jeg ville ønske jeg kunne udtrykke mig bedre på vegne af dig og din bog, for det fortjener den og du. Men jeg er målløs.

    Tak for dig og den!

  7. Camilla Elling (@kampenforatbliveforaeldre)

    I dag tog Markus og Solfred ind til farmor og jeg havde tid for mig selv. Jeg havde endelig ro til at læse Pernille Burgdorfs bog, og jeg nåede ikke engang de første 50 sider, før jeg kunne mærke min egen sorg. Min egen proces jeg går igennem nu.

    For jeg er skide bange. Bange for at miste. Igen. Tidlig født. Abort. Jeg er sågar bange for at miste min datter. Mit levende barn. Og jeg ved jeg har brug for hjælp. Brug for at snakke med nogen, der forstår. Så det vil jeg gøre.

    I morgen har jeg en opstarts-samtale ved en psykoterapeut. For at læse Pernilles ord, er som at genoplive min egen historie. Min egen fødsel af Manfred, der forsvandt, så hurtigt som han kom.

    Så med den samtale i kalenderen, vil jeg bare allerede nu sige, at alle bør gøre sig selv den store tjeneste og gå i gang med Pernilles bog. Det er råt. Det er ærligt. Det er alt hvad ingen burde gå igennem og som Pernille har skabt ord for.

    Jeg er slet ikke færdig med bogen endnu. Jeg føler jeg knap nok er begyndt, men ikke desto mindre har den allerede påvirket mig i sådan en grad, at jeg ikke kan lade vær med at fortælle om den.

    ”Væk mig – Når en mors værste mareridt gentager sig.” Køb den, læs den, forstå den og mærk den. Tak Pernille. Tak for at give min sorg ord.

  8. Helle Wittrup (@helles_boeger_og_podcast)

    Pernille Burgdorfs fortælling er stærk læsning, og jeg er blæst bagover af hendes og hendes mand evne til at blive ved med at kæmpe på trods af gentagne gange at miste deres børn. Tre gange i træk går fødslen i gang alt for tidligt i graviditeten og alle tre gange mister de barnet.

    Her i bogen fortæller Pernille Burgdorf åbent og ærligt om forløbet. Det er en fortælling fyldt med svære følelser og hjerteskærende begivenheder. Det er en historie, der sætter sig, og jeg skulle da lige ha’ pusten, da jeg var færdig med bogen. Men bogen er en vigtig bog, som kan komme til at ændre verden for forældre i samme situation som Pernille og hendes mand.

    Pernille har også skrevet små digte med i historien. De er med til at tydeliggøre den smerte og sorg, hun oplever. Det er meget stærkt. Bogen er ikke kun til mænd og kvinder, som kæmper for at blive forældre. Den er også til omgivelserne, så det måske bliver nemmere at forstå de følelser, man bliver ramt af i sådan en situation.

  9. Susanne (@krimiormen)

    ”Væk mig” er virkelig en stærk fortælling om ønsket om en familie og børn. En fortælling om hvordan omverdenen ser på ”Englebørn” som Pernille kalder sine børn som hun ikke fik lov til at opdrage og holde i hænderne igennem deres barndom.

    Derudover er ”Væk mig” virkelig velskrevet og trænger dybt ind i hjertet på læseren, der hvor medmenneskeligheden ligger. ”Væk mig” får mine varmeste anbefalinger med på vejen som en bog der giver plads til omtanke og medmenneskelighed.

  10. Maria Wendt (@maria.blogger.wendt)

    ”Væk mig” er Pernille Burgdorfs hudløst ærlige, hjerteskærende og voldsomme beretning om at være englemor til ikke bare et, men tre børn.

    Pernilles historie er helt unik, ubarmhjertig og uretfærdig. Den har sat et uudsletteligt indtryk hos mig, ikke kun som læser, men især som kvinde. Jeg har ikke børn endnu, og jeg kan på ingen måde sætte mig ind i Pernilles og hendes mands sorg og smerte.

    Pernilles måde at formidle sine traumatiske oplevelser på, gjorde at jeg følte mig som en flue på væggen hele vejen igennem. Lige fra terapiforløb, til konsultationer, samtaler og undersøgelser og til det forskningsforsøg der kan give svar på, hvorfor Pernille har mistet sine børn.

    Uh, denne her bog gør ondt. Jeg sad tilbage helt målløs og med tårerne trillende ned ad ansigtet. Målløs over at denne her kvinde, der har oplevet det værste en mor kan udsættes for, rejser sig igen og gør det til en mission at fortælle om sin barske rejse og blive et talerør for forældre, der har mistet. Kæmpe respekt! Men jeg er også målløs over, hvordan Pernille og hendes mand er blevet behandlet i systemet og af familiemedlemmer, der har svigtet og ladet to sørgende mennesker i stikken. Når det er sagt, kæmpe cadeau til de mennesker, der virkelig har kæmpet for Pernille og hendes mand, og støttet parret undervejs.

    Det her er en vigtig og informativ bog. Og jeg er blevet meget klogere på hvad det vil sige at være englemor. Det er en kærlighedserklæring fra en mor til sine børn. Den er et kæmpe opråb til sundhedssystemet og pårørende, der skal klædes bedre på til at tage hånd om forældre i sorg og dermed også anerkende englebørn og moderskabet.

    Kvindesygdomme skal tages meget mere alvorligt, og kvinder har krav på at blive undersøgt i forbindelse med graviditeten og graviditetstab. En af årets vigtigste og stærkeste bøger!

  11. Camilla Pedersen (@mulle8500)

    ENDELIG har jeg fået læst den bog. Og kære Pernille: Tusind tusind tak for at lave så fin og rørende en bog. Men mest af alt tak for at du sætter ord på alle de følelser, man går med som englemor… Den her bog har både fået mig til at grine, men i den grad også græde… Både af alt det du har været igennem, men også fået følelser frem i mig med det vi har været igennem med vores to engle. Men det har også vist mig og ikke mindst sat nogle tanker i gang og noget refleksion over mit eget liv og hvad er det JEG vil og ikke mindst HVEM er jeg nu… Endnu en gang tusind tak for at du har haft modet og viljen til at skrive den her bog. Jeg giver den min dybeste anbefaling, ikke kun til andre engle forældre, men bestemt også til pårørende og fagfolk!!!

  12. Rasmus Julius (@rajkolding)

    En hård men stærk bog. Pernille og hendes mand Alexander har mistet Arthur, Noah og Pedro indenfor en kort årrække. De stiller spørgsmål til sygehusene og lægerne, hvad grunden kan være og bliver ikke rigtig mødt. Ved et tilfælde får de kontakt til en afdeling på Hvidovre, som har specialiseret sig i for tidlig dødfødte børn og de får den hjælp de har brug for.

    Men det der gør bogen stærk er den larmende ensomhed, som Pernille oplever. At hendes sønner aldrig blev nævnt efterfølgende eller anerkendt af hendes nærmeste. Der er kun et par stykker som forstår, at hun stadig er mor til Arthur, Noah og Pedro, selvom de kun fik kort tid her hos os på jorden. Det er måske en slags berøringsangst og uvidenhed som spiller ind, men derfor er det så vigtigt at vi får bøger som den her som Pernille har skrevet, så vi kan sætte os ind i deres sted, som har mistet et nyfødt barn. Tak til dig Pernille for at skrive bogen og tage rundt og fortælle din historie – du er fucking sej.

Kun kunder, der er logget ind og har købt denne vare, kan skrive en anmeldelse.

Du kunne også være interesseret i...

da_DKDansk