”Spøgelserne på slottet” er andet bind i Dorte Schultzs medrivende bogserie: Firkløveret på farefuld færd. Følg med, når de fire gode venner står over for alverdens mysterier!
I ”Spøgelserne på slottet” skal de fire venner på en tur til Sjælland sammen med deres familier. Flokken skal bo på et gammelt slot, og her går der ikke længe, før uforklarlige ting begynder at ske. Hvor kommer lyden af gråd fra? Hvem er det, der går og vælter bøger ned fra reolerne? Og hvem er den mystiske tjenestepige, som bliver ved med at vise sig, og som kun børnene kan se?
”Spøgelserne på slottet” er andet bind i Firkløveret på farefuld færd – en medrivende ny bogserie med varme og humor såvel som spænding og mystik. Forfatter Dorte Schultz har skrevet serien med henblik på at vække læselysten – også blandt børn og unge, der ellers normalt ikke går op i bøger.
Med sit elskværdige karaktergalleri og sin skildring af tematikker som mobning, skilsmisse og venskab, har Schultz skabt et univers, som de unge læsere kan relatere til, og som viser værdien i forskellighed og sammenhold.
Andre bind i serien:
De skjulte våben: Firkløveret skal på en spejdertur til Kalø Slotsruin. Deres lejr ligger inde i skoven, men der er så mange myg, at de fire venner får lov til at sove under åben himmel på et græsareal i slotsruinen. En nat hører de stemmer, og da firkløveret beslutter sig for at undersøge, hvor lyden kommer fra, opdager de en varevogn, tre skumle mænd og en masse mystiske kasser. Hvad laver de i Kalø Slotsruin midt om natten?








Henriette Wagner (@wagners_bogunivers) –
At følge de 4 venner på deres eventyr – er ganske hyggeligt. Man bliver underholdt men også undervist på en hyggelig måde. D. Schultz er god til at foruden at formidle de eventyr og missioner som vennerne kommer ud for – så bliver man også undervist en anelse omkring især den danske historie – men også ofte om et andet emne som de vennerne bliver undervist i – her i denne fortælling var det den Nordiske Mytologi. Hun kommer også gerne ind på andre ting som overvægt – og hvordan man blandt andet kan modarbejde det, lidt mobning og angst bliver også nævnt. Jeg vil anbefale bogen til alle unge mennesker der er klar på et eventyr – især hvis de lige som mig – ikke er bange for venlige spøgelser.
Veronica Vestergaard-Laustsen (@twirliepink) –
Denne gang går der ikke nær så lang tid, før historien for alvor kommer i gang. Mysteriet træder hurtigt frem, og der er masser af spor at følge for de nysgerrige læsere. Selvom firkløveret – Ditte, Azim, Bertram og Ellen – stadig er historiens kerne, fylder deres ældre søskende en del i denne fortælling.
Mysteriedelen er tydeligere denne gang, og bogen får en ekstra “De Fem”-vibe med spor, gåder og jagten på sandheden. En rolig og hyggelig introduktion til mysterielæsning for de yngre læsere.
Maria (@mullesbogblog) –
Jeg var vild med den første bog i den her serie, og jeg glædede mig helt vildt meget til at skulle i gang med den her. Hvad mon der gemmer sig på det gamle slot? Allerede fra starten var jeg med ungerne på tur rundt på slottet og jeg nyder det virkelig meget. Sproget er fyldt med små sprogblomster, lag under linjerne og billedsprog som gør scenerne endnu mere levende og det er et stort plus. Det er skrevet i nemt sprog og illustrationerne er flotte. Jeg glæder mig til den næste.